Somewhere Outside - Anmeldelse
CD - Karma Music

Somewhere Outside vil være et nostalgitrip for nogle, et interessant indblik i en overset del af den danske musikhistorie for andre. Under alle omstændigheder er albummet et stærkt bevis på, at dansk musik i firserne var andet og mere end det, man finder på de opsamlinger, som pladeselskaberne jævnligt tæppebombarderer markedet med.

Der er altid noget uldent ved at skulle anmelde en plade, man har haft i sin besiddelse i flere år, også selvom undskyldningen for at gøre det ellers er reel nok. For det er først for nylig, at Karma Music har genudsendt Somewhere Outside på cd. En udgivelse, der utvivlsomt vil blive modtaget med kyshånd flere steder, blandt andet herfra. For det betyder, at mit slidte vinyleksemplar af samme plade, der efterhånden knapt synligt er stemplet "Udgået" af Middelbart Folkebibliotek, kan sættes på hylden, og at jeg nu kan lytte til Somewhere Outside uden knas og støv i overflod.

Jeg indrømmer gerne, at mit indkøb af pladen dengang tilbage i starten af årtusindet intet havde med hverken nysgerrighed eller interesse for dansk postpunk eller ny-rock at gøre, men skyldtes et eneste navn på pladen, der på det tidspunkt gjorde sig som frontfigur i Love Shop. Somewhere Outside blev ganske enkelt købt for at jeg kunne høre en ung Jens Unmack i front for Næste Uges Tv, der med deres tre numre fyldte halvdelen af pladens tredje side. Siden er pladens resterende sider også blevet lyttet igennem, og hvis man ikke allerede vidste det, så lad det bare være sagt med det samme: Når det gælder den alternative danske musik i startfirserne, så er Somewhere Outside en af de mest essentielle udgivelser, der findes.

Somewhere Outside blev oprindeligt udsendt som dobbelt-lp af Irmgardz i foråret 1983. En annonce indrykket i Dansk Sam listede op:

Somewhere Outside - en sensationel dobbelt-lp udgivelse.

Somewhere Outside - ni nye fremstormende bands fra provinsen viser international stil.

Somewhere Outside - et godt barometer for dansk ny-rock i 80'erne.

Somewhere Outside - med mere end 1 ½ times spændende ny-rock fra en anderledes tænkende ungdom.

Geografisk var fællesnævneren, at ingen af grupperne kom fra hovedstaden, men var spredt ud over den del af det ganske land, der går under betegnelsen provinsen. Musikalsk var fællesnævneren, at grupperne, der for fleres vedkommende pladebuterede på Somewhere Outside, og for enkeltes vedkommende aldrig udsendte mere, tilhørte en ny bølge af bands, der lod sig inspirere af, hvad der musikalsk var sket ude i verden i årene op til udgivelsen. Bag mange af navnene på Somewhere Outside hører man ekkoet fra Joy Division, Deutsch-Amerikanische Freundschaft og Young Marble Giants, der på hver deres måde stod ud som inspirationskilder.

Især Young Marble Giants er ofte blevet nævnt, når talen er faldet på Moral (Århus). Ikke mindst på grund af Hanne Winterbergs vokal, der på flere planer minder om Alison Stattons. Musikalsk sker der dog mere hos Moral, der på de tre numre "Frosty Nights", "The Average Life" og "Whispering Sons" viser, hvorfor Karma Music gjorde det rigtige, da de for halvandet års tid siden genudsendte And Life Is... på cd. Synthflader og hurtige guitarklimt kører sammen under Hanne Winterbergs monotone stemme og skaber et musikalsk resultat, der burde være nået ud over de danske grænser i langt større omfang, end det gjorde. I dag er der i hvert fald ingen tvivl om at Moral er en af de stærkest lysende stjerner fra den danske musikscene i startfirserne.

Inspiration For Scanners (Århus) er en helt anden snak. Det er musik af den slags, som kun en epileptiker med et anfald i fuldt udbrud vil være i stand til at danse til. En blanding af poesi læst indover en fusionseksplosion, og mere traditionel højstemt postpunkinspirerede numre. Blandt de fem numre Inspiration For Scanners indspillede til Somewhere Outside er "Selvlysende Børn", som egentlig var et produkt af Odd Bjertnæs gamle gruppe Vacuum, men det var et krav fra Irmgardz' side, at det skulle inkluderes. Egentlig var pladsen på Somewhere Outside tiltænkt Odd Bjertnæs, der var kommet i kontakt med Irmgardz efter at have indsendt et demobånd, men han havde ingen interesse i at lave solomateriale til pladen og lod pladsen gå til hans nye gruppe, der kunne trække sig tilbage fra indspilningerne i Karmastudiet med prædikatet: Den mest dopede gruppe, der nogen sinde havde indspillet der.

Stilen hos Escape Artists (Haderslev) er langt mere rocket, med klare træk taget fra postpunken, og hvad de tre numre derfra måske har manglet i nytænkning bliver opvejet af den kvalitet, der findes i dem. Haderslevs rolle i den danske ny-rock fik Kenan Seeberg, en af kræfterne bag Irmgardz, til at udtale, at Haderslev var Danmarks Manchester. Crap (Århus) er Somewhere Outsides eneste egentlige punkindslag. Selvom Crap var en punkgruppe, skinner det dog ikke entydigt igennem på pladen. Af de tre numre er det kun "Social Eye", som jeg ud af det blå ville give stemplet punk - de to andre trækker mere mod det postpunkede, og "Romance" lyder i korte passager som en rå demo fra The Cure.

At en tv-optræden med Sort Sol var grunden at Næste Uges TV (Viborg) blev dannet, kan ikke høres på gruppens tre numre, der emmer af energi, intensitet og gode idéer. Næste Uges TV er et af de navne fra dengang, som man godt kan tillade sig at begræde aldrig fik lavet en ordentlig plade. "Hvide Flag" er en lille åbenbaring i sig selv, den instrumentale indledning til "Ærlige Brugte" helt i særklasse og "Island" lader intet tilbage at ønske. Den samme intensitet man hører hos Næste Uges TV finder man også hos Tristan T, der i stil og udtryk ikke ligger langt fra dem. Mørket er mere udtalt, hvad man især hører i det syntetiske og industrielle instrumentalnummer "Isolde".

World In Motion (Ålborg) havde været opløst i flere år, da de gik i Karmastudiet for at indspille deres bidrag til Somewhere Outside, men en tidlig demo fra dem havde fanget Irmgardz' interesse, og gruppen blev gendannet til lejligheden. Der bliver eksperimenteret med såvel synthesizere som andre instrumenter, og en erklæret inspiration fra kabarettens verden skinner klart igennem.

Den fjollede "Mein Messerschmidt Ist Tot" sætter standarden for de tre numre der bærer Poets Of The Signatures (Nyborg) signatur. Melodisk er det militant ensformigt, musikalsk er det et skuldertræk værd, men fællestrækkene fra "Don't Jerk It In Your Food" og de senere Irma Victoria-plader er overvældende.

Det legesyge forsætter i den over syv minutter lange "De Forbudte", der er De Tilfældige Fra I Gårs (Sorø) bidrag, og Somewhere Outsides svanesang. Nummeret er et virvar af sammenklip, skæve indfald og instrumentale passager, der aldrig bliver til andet end et miskmask af indtryk.

Somewhere Outside er for bredt favnende, til at man skal forvente at kunne lide det hele, men som et billede på, hvad der rørte sig i det danske land anno 1983, er den fantastisk skruet sammen. Inspirationen er flere steder åbenlys, udtryksformerne er voldsomt forskellige, og mens jeg har hørt den, har jeg flere gange tænkt på den musiker, der om perioden udtalte, at det næppe lyder som noget særligt i dag, men dengang var det virkelig noget andet end normen. Somewhere Outside vil udløse et nostalgitrip for nogle, men bør være pensum for enhver med interesse i denne del af den danske musikhistorie.

Geiger, 12. februar 2010