Something Rotten - Anmeldelse
Jan Poulsen - Gyldendal 2010

Gyldendal udsendte 30. august 2010 Jan Poulsens bud på en beskrivelse af den danske punkscene fra dens spæde start, og frem til dagen, hvor Kliche og Sort Sol trådte frem på den store scene. Det skal de have tak for!

Den tid det har taget at skrive Something Rotten, og den periode bogen dækker, er to perioder, der har varet lige længe. Arbejdet med bogen har stået på on/off i 8 år, og Something Rotten dækker den danske punkscene, fra midten af juli 1977, hvor Sex Pistols spillede på Daddy’s Dance Hall, og hvad deraf fulgte indtil den 21. september 1985, hvor Sort Sol og Kliche gik på scenen til Rock for Afrika i Idrætsparken. Den danske punk døde ikke der, men som der står at læse i bogens forord ”..hvor første generation af dansk punk var nomader på evig jagt efter det næste, synes senere generationer at være bosættere”. Det virker derfor heller ikke forkert, at det er der, at Jan Poulsen trækker en streg i sandet, og lader historien ende.

Historien fortælles som en oral history, hvor citater fra omkring 60 forskellige personer, der alle var en del af miljøet flettes sammen til én lang fortløbende samtale, hvor udtalelser bliver spillet ud mod hinanden, men sjældent, og kun bevidst konflikter, og langsomt, men sikkert skaber, og underbygger et billede af hvordan scenen hang sammen. Flere steder trækker man på smilebåndet, men ingen tvivl om at det har været dødsens alvor for de involverede. Man skal dog minde sig selv om, at hovedpersonerne i Something Rotten i høj grad var teenagere, og unge mennesker, og at tiden var en anden. Det står klart når Peter Peter fortæller ”..jeg havde altid ledt efter grupper, der var outrerede og meget hårde, og som kunne forarge min far. Når man satte dem på, kom han ind og sagde: ”ned på tre”. Vi havde aftalt tre”. Med tanke på, at Peter Peter for nylig fyldte 50, synes handlingen lige pludselig at udspille sig for lang, lang tid siden.

Man vænner sig hurtigt til at hæfte sig ekstra godt ved navnet før hver udtalelse for at kunne placere handlingen. Svagheden i den valgte fortællemetode er, at skiftene, både geografisk og tematisk, til tider virker ganske abrupte. Overordnet er det dog lykkedes til ug med kryds og slange, at flette en fortælling sammen, der kronologisk og tematisk arbejder sig igennem musikken, kunsten, digtene, og et miljø, der har været lige så mange tilgangsvinkler til, som der har været personer, grupperinger, og lokaliteter.

Hidtil har det været sådan, at skulle man hive et opslagsværk ned fra hylden for at blive klogere på perioden, så har intet kunne slå Dansk Rock, der udkom på Politikens Forlag i 1985, og trods knap 60 sider bagerst i Something Rotten dedikeret til diskografier, bibliografier og andre oversigter, så ændrer udgivelsen af Something Rotten ikke på dette. Men! Hvor Dansk Rock blot er et statisk opslagsværk, så går Something Rotten bagom det hele, og giver et indblik i hvorfor tingene var som de var, og hvor forskellige indgangsvinkler de involverede har haft til scenen. Bogen levendegør historien, og afdækker fint en periode i dansk kulturhistorie, der ikke tidligere har været beskrevet. Something Rotten anbefales hermed til enhver med interesse i musikken, tiden og miljøet.