Sort-Hvide Landskaber

 

• Peter H. Olesen - Sang, Bas
• Henrik Olesen - Sang, Guitar
• Ole Jensen - Guitar
• Søren Mørk - Trommer

Diskografi



Biografi

Sort-Hvide Landskaber tager sit udspring på Rosborg Gymnasium i august 1981. Guitarist Henrik Olesen og trommeslager Søren Mørk finder her sammen i en fælles musikalsk interesse, det til trods for, at Henriks musikalske præferencer går i retning af Sods, Cure og Joy Division og derved står i stærk kontrast til Sørens forkærlighed for Black Sabbath. De første øvere foregår i gymnasiets musiklokale på lånte instrumenter og stilen går i retning af lange, improviserede instrumentalnumre.

Igennem Henriks storebror Peter Olesen, der går 2 årgange over de to, får Peters klassekammerat Ole Jensen kontakt og bliver tilføjet bandlisten på guitar. Blandt andet fordi han deler Henriks smag indenfor musik. Gruppen debuterer under navnet Reaktion til et fællesmøde på gymnasiet i oktober 1981. Med Søren på trommer, Ole og Henrik på guitar og sidstnævnte på sang spiller gruppen nummeret Sekunder, der senere finder vej til Sort-Hvide Landskabers 7” single. Ole har under hele koncerten ryggen til publikum, det samme har Henrik når han ikke synger.

Første hele koncert finder sted på samme gymnasium i december samme år. Reaktion er annonceret som ”nyromantisk avantgarderock” en beskrivelse, der passer gruppens medlemmer udmærket. Gruppen spiller 6-7 numre i et sæt der varer ca. 30 minutter, Henrik og Ole skiftes nu til at spille bas. Da enkelte af publikummerne under koncerten begynder at danse, lyder der fra Henrik et meget kontant ”dette er ikke underholdning!!”. En reaktion, der skyldtes, at gruppen så sig selv som en reaktion på tidens populærmusik og et billede på hvor alvorligt gruppen tog sig selv og deres musik, man spillede ikke nødvendigvis for at behage publikum.

Fra starten af 1982 træder Peter ind i gruppen som bassist og sanger. Fra nu af skiftes Henrik og Peter til at synge og skrive tekster, der veksler mellem dansk og engelsk. Det er dog gruppen, der kollektivt komponerer musikken.

Reaktions anden koncert finder sted i Baghuset i marts 1982, samme aften har det vejlensiske spille sted også gruppen Kaos på plakaten. Et traditionelt rockorkester hvis forsanger er Peter fra Reaktion. Reaktion spiller ca. 10 numre, blandt de nye sange på sætlisten er Golde Byer og Fremmede, der også kommer til at optræde på Sort-Hvide Landskabers 7” single.

Navneskiftet sker under en øveaften i sommeren 1982. Hvor en af Henriks nye tekstlinier rummer ordspillet Sort-Hvide Landskaber, fra da af er navneskiftet en realitet.

I sensommeren bruger gruppen en weekend i Toma-studiet i Horsens. Sort-Hvide Landskaber kender studiet, da Peters nu tidligere gruppe Kaos havde tidligere på året indspillet et demobånd der. Studiets indehaver Tommy Hansen, der tidligere havde spillet keyboard i Den Gamle Mand og Havet, producerer de tre numre Fremmede, Golde Byer og Sekunder som gruppen får indspillet i løbet af weekenden.

Efteråret 1982 byder udover et par lokale koncerter, på en optræden til Noisy News Festivalen i Aalborg. Gruppen får også kontakt med den århusianske violinist Jens Bønding, der på dette tidspunkt ligeledes slår sine folder i Inspiration For Scanners og End Of Your Garden. Han bliver fra januar 1983 fast mand til gruppens liveoptrædener.

I december måned 1982 bliver Sort-Hvide Landskabers 7” Single udsendt på Replik Muzick. Kontakten til pladeselskabet er skabt igennem fanzinet Sidste Skrig som Peter på dette tidspunkt udgiver. I første nummer af bladet har han interviewet medlemmerne fra gruppen End Of Your Garden, der også driver Replik Muzick. Singlens forside er en collage af 4 tegninger Henrik har lavet. Singlernes omslag blev samlet i hånden af gruppen og alle hjalp til med at håndstemple Sort-Hvide Landskaber på den ellers tomme innerlabel.

Sort-Hvide Landskaber spiller 11. januar 1983 sammen med Who Me og Bilfabrikker i Kunstforeningen Gl. Strand deres første koncert i København, dette foregår til De Unge Vilde Malere-udstillingen ”Under Nordstjernen Møder Den Døddrukne Rorgænger Rådvildheden”. Her debuterer de sangen Kærtegn, der senere bliver indspillet. Måneden efter er de på plakaten til den anden Nosferatu-festival, der afholdes i Saltlageret. Poul Borum fremhæver efterfølgende i Ekstra Bladet Sort-Hvide Landskaber, for sammen med Birthday Party at have givet festivalens to eneste gode koncerter. Dog med den sidebemærkning, at Sort-Hvide Landskaber endnu ikke synger godt nok. Det er også Poul Borum, der anmelder da gruppen i marts, på udstyr lånt fra Sort Sol og Cinema Noir, spiller opvarmning for Echo & The Bunnymen. Halvdelen af de ca. 12 koncerter gruppen giver dette år bliver afholdt i København. Dertil kan blandt andet lægges en optræden ved Monody Festival i Århus og en koncert på Casablanca i Odense, der optages og udsendes af Danmarks Radio.

Sort-Hvide Landskaber opløses formelt da Peter i september 1983 flytter til København og Ole samtidigt flytter til Aalborg for at påbegynde studier. Der bliver i august afholdt en afskedskoncert i Baghuset i Vejle, men september spiller gruppen også to koncerter fordelt over en weekend på Århus Kunstmuseum. September bringer også gruppen forbi det Århusianske Arp-studie. Her indspiller Sort-Hvide Landskaber de to numre Kærtegn og Et Lys, der bliver gruppens bidrag til Bondeskivers opsamling Complication, der udkommer i maj 1984.

Efter opløsningen starter mellem Vejle og København en brevudveksling af bånd mellem Henrik og Peter. Henrik leverer de musikalske skitser og Peter teksterne. Inspireret af The Smiths, Josef K m.m. er tonen i teksterne lysere og musikken lettere. Suppleret af en rytmeboks spiller Ole, Henrik og Peter flere gange i løbet af 1984-85, ved en enkelt koncert i Barbue, København er Søren tilbage bag trommerne. I slutningen af 1985 indspilles de 6 sange Greene, The Sailor And The Girl, Those Meetings, Changing All The Time, Hell Of A Poet og Search Me i det københavnske Humdrum studie. Optagelserne bliver produceret af gruppen selv og Mogens Jacobsen fra Cinema Noir, som Peter også spillede sammen med i gruppen Kain. Søren optræder som gæstetrommeslager på optagelserne og Jens Unmack spiller bas på nummeret The Sailor & The Girl. De fire af numrene udsendes i 1986 som en 12” ep under navnet Green som en af de sidste udgivelser på Replik Muzick.



Diskografi

Golde Byer - 7"-Single
Replik Muzick 11982 - REP3

1. Golde Byer
2. Sekunder
3. Fremmede


V/A - Complication
Bondeskiver 1984 - Kolos 2


Rød Side
1. Sort-Hvide Landskaber - Kærtegn
2. Sort-Hvide Landskaber - Et Lys