Anekdoter

Jacob Leth - De Må Være Belgiere

I begyndelsen af 80erne kendte man ikke til bookingbureauer på undergrundsscenen. I hvert fald ikke på den århusianske. I København havde man godt nok Irmgardz, som vist var både pladeselskab, booking og management for nogle få bands. De Må Være Belgiere gjorde aldrig noget egentligt aktivt for at komme ud at spille. Vi øvede bare, og ind og imellem var der så nogen som ringede fra Silkeborg eller Odense, eller en eller anden der henvendte sig ved baren på Cafe Himmelblå – den århusianske undergrunds samlingssted – om et job i Randers, nede på ’Huset eller sågar i Ungdomshuset i København. Der var nu heller ikke megen økonomi i det. Normalt fik vi dækket transport + øl og nogle sandwich. Gik det højt fik vi også et måltid varm mad og sov på spillestedet.

Men da vi hørte, at John Cale kom til Århus, skulle det være anderledes! Majkas bedste veninde Kate fik status som manager, og før vi fik set os om, skaffede hun belgierne tjansen som opvarmning for ham. Lokalradioen interviewede os, og Århus Stiftstidende bragte en notits med foto og overskriften ”De Må Være Glade” - og det var vi da også. De Må Være Belgiere var naturligvis – som de fleste andre - fans af Velvet Underground, så det kunne ikke blive meget større.

Vi spillede foran et udsolgt og meget rastløst Stakladen. Jesper fik dog hurtigt styr på publikum med et ”Sssch-shut your fucking mouths!” Efter at have spillet et nervøst men intenst og støjende sæt, gik vi af scenen. Bag ude stod John Cale. Vi have ikke mødt ham til lydprøven tidligere på dagen. Han nikkede med hvad vi betragtede som anerkendelse og sagde tak for koncerten. Vi takkede da også ham mange gange og gik begejstrede ind i vores bandrum til resterne af en kasse øl og fejrede, at vi nu havde indskrevet os i en større musikhistorisk sammenhæng: Velvet Underground – John Cale – De Må Være Belgiere. Wow!

Kate fik kort efter et rigtigt arbejde, og dette blev således hendes eneste job for belgierne.