ADS

 

• Stig Pedersen – Bas
• Peter Top Jensen – Trommer
• Michael Thorlasius – vokal
• Carsten Hjarsøe – Guitar
• Søren Johnsen – Guitar
------------------------------------------------------
• Martin Fagerlund Krogh – Bas
• Lars Top Jensen – Guitar
• Per Tuno Jakobsen – bas
• Lars Bo Tolstoy ”Tolle” Jacobsen – Bas
• Mads Nordheim - Keyboard

Diskografi
Link



Biografi

ADS bliver i 1980 dannet af Peter Top Jensen, Michael ”Funder” Thorlasius, Carsten Hjarsøe, Søren Johnsen og Stig Pedersen. Michael ”Funder” Thorlasius og Stig Pedersen kender hinanden fra Amager, hvor de har gået på samme skole. Igennem Lars Top Jensen, som de kender fra punkmiljøet kommer de i kontakt med hans bror Peter Top Jensen, der bliver en del af gruppen. I ADS øvelokale, der er beliggende i en ungdomsklub på Amager prøver de flere forskellige guitarister af, men ender med Carsten Hjarsøe og Søren Johnsen.

Gruppen livedebuterer 14.september samme år ved en koncert sammen med Ballet Mecanique, og spiller i perioden efter koncerter i blandt andet Svendborg, Aalborg, Århus, Rockmaskinen, diverse ungdomsklubber og flere besatte huse rundt om i København. Den 27. november 1981 spiller ADS opvarmning for UK Subs i Saltlageret.

I 1982 går Carsten Hjarsøe og Søren Johnsen ud af gruppen, til gengæld kommer Lars Top Jensen med. Lars Top Jensen er en af bagmændene bag Nosferatu Festivalen, hvor gruppen spiller i marts 1982. I Sidste Skrig omtaler Jan Laursen efterfølgende ADS som et af aftenens højdepunkter. Stig Pedersen går ud af gruppen, og bliver erstattet af Martin Fagerlund Krogh. Da der i september 1982 bliver udsendt en lp med optagelser fra Nosferatu Festivalen, figurerer ADS som første navn på pladen med nummeret ”When I Was Younger”.

I april 1982 er ADS i Hookfarm studiet for sammen med City-X at indspille en støttesingle til BZ-bevægelsen. Initiativet til singlen kommer fra Musikpres i samarbejde med Irmgardz og BZ-Records. Samtidigt med indspilningerne til singlen indspiller ADS en demo, med henblik på en udgivelse hos Irmgardz. Indspilningerne bliver dog ødelagtt, da en anden gruppe, der benytter sig af studiet løber tør for bånd, og vælger at overspille ADS optagelser.

Martin Fagerlund Krogh træder ud af ADS i 1983. I den efterfølgende periode lykkedes det ikke ADS at finde en permanent erstatning for ham. Han bliver en kort overgang erstattet af Per Tuno Jakobsen fra No Knox, der bliver erstattet med Lars Bo Tolstoy ”Tolle” Jacobsen fra Before og Tina Talks, der træder ind i gruppen sammen med Mads Nordheim, der ligeledes er fra Before og Tina Talks.

ADS spiller i starten af 1984 en mindre turne i Sverige, og 23. maj 1984 varmer de op for Nick Cave and The Bad Seeds til deres koncert i Ungdomshuset. Jenö Farkas film Wonderful Copenhagen har 17. marts 1984 premiere i Delta bio. I filmen er der optagelser af ADS, der spiller på Månefiskeren. I november har Claus Bohms film Totem premiere. ADS er med i filmen med en koncertoptagelse fra 1983. Optagelser lavet af Target Video fra en koncert ADS har givet i 1982 bliver i 1985 vist i tv programmet Biffen.

Gruppen går i opløsning i 1984. Opløsningen skyldes dels, at det ikke lykkes ADS, at finde en permanent erstatning for Martin Fagerlund Krogh, og at Lars Top Jensen i højere og højere grad vier sin tid til Sort Sol, som han i 1985 bliver fast medlem af.



Diskografi

Nosferatu - 2LP
Nosferatu Rec. 1982 - NOS1

Side 1
1. ADS - When I Was Younger


BZ Støttesingle - 7"-Single
BZ Records 1982 - BZ 1

Side 1
1. ADS - Waiting For The War